Arabisk bulgursalat med kikærter

Det hele startede med, at jeg for nylig læste om et særligt krydderi i en kogebog: Syvkrydderi*. Det havde jeg aldrig hørt om før. Eller faktisk begyndte det måske i virkeligheden allerede for nogle år siden, da nogen i et tv program lavede en bulgursalat med tørrede frugter og nødder. Nåmen, i hvert fald stod jeg i den lokale etniske købmand i sidste uge og fik øje på det dér syvkrydderi. Og straks begyndte mine tanker at brygge. De gik tilbage til tv programmet. De gik til farver, dufte og smage. Og mine tanker endte med at folde sig ud som denne smagfulde salat med gurkemejebulgur, duft af min etniske grønthandlers forretning og smagen af arabiske lande. Eller – det der sidste med smagen véd jeg rent faktisk ikke, for jeg har ikke været i nogen arabiske lande, men jeg forestiller mig, at arabisk mad blandt andet smager som denne salat.

Salaten har bid, masser af smagsnuancer og krydderier men ikke så meget vindstyrke. Er man til mere stærk mad, end jeg er, er jeg slet ikke i tvivl om, at enten frisk rød chili eller tørrede chiliflager vil gøre sig godt i denne salat.

*7 krydderiblanding består altid af mindst 7 krydderier, og ofte flere. Selvom den varierer fra husmor til husmor, bruges den i mange arabiske retter. Krydderierne er ofte fx. sort peber, spidskommen, kardemomme, koriander, nelliker, laurbærblade, kanel, ingefær og allehånde.

 

Arabisk bulgursalat med kikærter
 
Mængde: 4 personer som hovedret
Ingredienser
  • 2 dl grov bulgur (gerne fuldkorn) + 4 dl vand + 1 tsk gurkemeje +1 tsk salt
  • 1 ds kikærter
  • 100 g tørrede dadler (ikke de bløde i papæske)
  • ½ fed hvidløg
  • ½ rødløg
  • En stor håndfuld frisk mynte
  • En stor håndfuld persille (krus eller bredbladet)
  • 250 g blomkål
  • 100 g squash
  • 50 g sushiingefær (ikke syltet ingefær da det er sødt, sushiingefær er sursyltet)
  • 2 spsk olivenolie
  • 3 tsk syvkrydderi* (kan købes hos etniske grønthandlere)
  • ½ tsk kanel
  • ½ tsk salt
  • ¼ tsk groft peber
  • 1 spsk agavesirup/akaciehonning
  • Evt. chili hvis dette ønskes
  • Topping: Saltmandler

Fremgangsmåde
  1. Kog bulgur, gurkemeje, salt og vand i 20 minutter. Hæld derefter al vandet fra.
  2. Skyl kikærterne grundigt og dræn dem.
  3. Skær tørrede dadler i ikke for små stykker.
  4. Riv hvidløget helt fint på et rivejern.
  5. Skær rødløget i tynde strimler.
  6. Skær mynte og persille halvgroft.
  7. Skær blomkål i ikke alt for små stykker.
  8. Halver squashen på langs, befri med en theske squashen for kernedelen i midten og skær squashen i tynde halv-mønter.
  9. Finthak sushiingefær.
  10. Alle salatens elementer blandes grundigt sammen, og salaten må gerne trække nogle timer inden servering.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*7 krydderiblanding består altid af mindst 7 krydderier, og ofte flere. Selvom den varierer fra husmor til husmor, bruges den i mange arabiske retter. Krydderierne er ofte fx. sort peber, spidskommen, kardemomme, koriander, nelliker, laurbærblade, kanel, ingefær og allehånde.

6 thoughts on “Arabisk bulgursalat med kikærter

  1. Hej Martha.
    Det er meget sjovt, du skriver netop det om “etnisk”, for da jeg skrev det, sagde jeg faktisk til min mand, at jeg godt vidste, det var forkert, men at jeg alligevel valgte at bruge det ord, dels fordi det lidt er den gængse måde at beskrive udenlandske grønthandlere, og dels fordi det bliver lidt kunstigt at beskrive det som “grønthandler med/af anden etnisk baggrund end dansk”, også selvom det ikke er korrekt. Og jeg ved heller ikke, hvilken nationalitet, denne grønthandler har. Derfor valgte jeg at bruge denne vage og ukorrekte beskrivelse af min grønthandler. Har du forslag til andre beskrivelser?
    Bedste hilsner og god dag,
    Pernille.

  2. Jeg kan sagtens se din pointe! Det korrekte ville være “Grønthandler af anden etnisk herkomst/baggrund”, vis du ikke kender personens baggrund, men det lyder jo også lidt fjollet. En lidt livlig måde kunne være “eksotiske”, eller andet i den retning. Kan se, at du har kaldt opskriften for Arabisk bulgur, så måske du kunne gå med den? Anyway folk ved jo godt, hvad du mener, det var bare en lille bemærkning 🙂

    Også god dag til dig!
    Mvh Martha

    1. Jeg hører fuldstændig, hvad du siger, og jeg må lægge hovedet i blød for at finde den mest passende beskrivelse uden at det bliver for omstændigt. Eller simpelthen vælge – som jeg har gjort det helt bevidst i dette opslag – at vælge den gængse omend forkerte brug af ordet.
      Tusind tak for dine tanker og for, at du læser med.
      Kærlig hilsen Pernille.

      1. Hej igen

        Jeg har gået og tænkt over det i dag, for det irriterede mig, at jeg ikke kunne komme med et bedre alternativ haha! Nu er jeg komme frem til, at man jo bare kan sige grønthandler? Ved alle så ikke, hvad man mener?

        NU stopper jeg og tak for en dejlig blok!

        Mvh Martha

        1. Hej igen.
          Ja, hvorfor ikke bare bruge “grønthandler”, egentlig? Jeg ville nok ikke være i tvivl om, hvad der mentes. Men min mand indvender, at man jo ikke med sikkerhed kan vide, om der så menes en dansk grønthandler eller end grønthandler med anden etnisk baggrund end dansk. The struggle is very real

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *