Broccolisalat med skyr

Broccolisalat er en salat, der altid er populær, oplever jeg. Herhjemme nyder vi den både som hverdags- og gæstemad, og den smager lige godt hver gang. En broccolisalat er enkel, men det betyder ikke, at den er simpel, og den har masser af både tekstur og smagsnuancer.

Min version er lavet på den fedtfattige og proteinrige skyr, hvilket jeg synes giver rigtig god smags- og ernæringsmæssigt mening sammenlignet med den traditionelle, fede variant lavet på creme fraiche. Og så bruger jeg tørrede tranebær i stedet for rosiner, fordi jeg synes, det giver en bedre smag og konsistens.

 

Broccolisalat med skyr
 
Mængde: Ca. 3 personer
Ingredienser
  • 1 broccoli, kun den øverste "buskede" del, små buketter
  • ½ dl ristede pinjekerner
  • ½ lille rødløg, finthakket
  • 1 dl tørrede tranebær, grofthakkede
Dressing
  • 2 dl skyr naturel eller tilsvarende plantebaseret produkt
  • 4 tsk rød balsamico
  • 1 spsk sukker af ønsket type
  • 1 tsk knust havsalt
  • En anelse friskkværnet peber
Fremgangsmåde
  1. Rør dressingen sammen og lad den trække, mens de øvrige ingredienser klargøres.
  2. Broccolibuketterne kan enten anvendes rå eller let tilberedt (dvs overhældt med kogende vand hvori broccolibuketterne trækker nogle minutter. Dette vil gøre broccolibuketterne en anelse blødere og meget flot grønne, til gengæld kan det være svært at få al væden væk bagefter, hvilket kan resultere i en dressing, der løber af salaten).
  3. Alle ingredienser inkl. dressing røres sammen, og salaten smages til med sukker og salt.
  4. Lad salaten blive dejligt kold inden servering.
  5. Rigtig god fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *