Chili con quinoa

Jeg er vild med retter, der er sprængfulde af næring, mætter på den lette men langvarige måde, og som ikke kræver alverdens tid eller ingredienser at fremtrylle. Jeg er også vild med det mexicanske køkken, så denne chiliret er lige min boldgade. Og den er også god som en rest i madpakken. Si’r det bare.

 

Chili con quinoa
 
Mængde: 2 personer
Ingredienser
  • 1 ds kidneybønner
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg (kan udelades)
  • 1 ds hakket tomat
  • 1 dl quinoa
  • 2 dl vand
  • 1 peberfrugt
  • 100 g blomkål
  • ½ tsk tørrede chiliflager
  • 2½ tsk spidskommen
  • 1½ tsk kanel
  • 1½ tsk havsalt
Tilbehør
  • Fraiche
  • Frisk koriander
  • Gerne avocado
Fremgangsmåde
  1. Skyl og afdryp bønnerne grundigt.
  2. Grøntsagerne klargøres: Løg i mellemfine strimler, hvidløg grofthakket eller knust med hvidløgspresser, peberfrugter i tynde skiver, blomkål i mellemfine stykker.
  3. Svits løg og hvidløg i lidt olivenolie i en gryde indtil de er let møre men uden, at de tager farve.
  4. Tilsæt spidskommen, kanel og chili og rør sammen med løgene.
  5. Tilsæt hakket tomat, quinoa og vand og bland grundigt.
  6. Læg låg på gryden og lad retten småkoge 15 minutter. Omrør ind i mellem.
  7. Efter de 15 minutter tilsættes bønner, blomkål, peberfrugt. Bland grundigt. Retten småkoger igen 15 minutter under låg og ved omrøring ind i mellem.
  8. Tilsæt salt og varm igennem.
  9. Smag til og server med avocado, fraiche og frisk koriander.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *