Chili sin carne

Chili sin carne er en rigtig vegetar-klassiker, og det er der en god grund til: Det smager nemlig virkelig godt. Det kan laves på mange forskellige måder, og i virkeligheden er det en af den slags retter, man bare kan sjusse sig lidt frem til. Men hvis man nu er sådan en type som mig, der godt kan lide at få et nogenlunde ens og godt resultat hver gang, er opskrifter jo en god idé.

Det særligt gode ved denne opskrift er tre ting, hvis man spørger mig (og det gjorde man jo på en måde, da det er min opskrift 😉 ):

  1. Krydderierne
  2. Linserne
  3. Rødvinen

Derudover er det ~ som det sig hør og bør ~ en enkel ret. Men den er fuld af smag, har lækker konsistens og så smager den supergodt sammen med fuldkornsris, guacamole/avocadocreme/avocadoskiver samt fraiche og frisk koriander.

Min version er ikke særligt stærk, fordi den slags hotness ikke er min stærke side. I min version er den let spicy, men kan man lide sin chili sin carne stærk(ere), smager man sig jo bare frem eller laver den i denne version og serverer chiliolie eller -flager til.

Er du glad for denne slags mad så tag et kig på min chili con quinoa som også er fuld af grønsager og smag.

 

Chili sin carne
 
Mængde: 2-3 personer
Ingredienser
  • 1 lille (rød)løg
  • 2 gulerødder
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dåse hakket tomat
  • 3 dl vand
  • 1 bouillonterning
  • 1 dl rødvin
  • ¾ dl røde linser (ukogte)
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1½ tsk spidskommen
  • 1 god tsk kanel
  • Et par laurbærblade
  • 1 god tsk salt
  • Peber
  • ½ tsk chiliflager
  • 1 ds kidneybønner
Tilbehør
  • Fuldkornsris
  • Guacamole/avocadocreme/avocado
  • Fraiche
  • Frisk koriander
Fremgangsmåde
  1. Sæt risene til at koge (de skal koge 35 minutter, hvilket passer med, at hele retten er færdig samtidig).
  2. Alle ingredienser undtagen kidneybønner kommes i en gryde og koges ved rolig varme, indtil linserne er møre.
  3. Skyl kidneybønnerne grundigt og afdryp dem.
  4. Tilsæt kidneybønnerne i retten og varm igennem.
  5. Fjern laurbærbladene og smag retten til.
  6. Server med fuldkornsris, guacamole/avocadocreme/avocado, fraiche og frisk koriander.
Rigtig god fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *