Citron-bananpandekager med kold hindbær-skyrcreme

Bananpandekager er et lækkert og lidt sundere alternativ til traditionelle amerikanske pandekager. De er nemme at lave, smager dejligt af banan, og i min version bruger jeg fuldkornsmel, så mine bananpandekager har fin næring og er et lødigt bud på en luksusmorgenmad. Her er pandekagerne i fint selskab med en skøn hindbærcreme ~ som med lidt god vilje kan minde liiidt om en blød is ~ men man kan toppe sine pandekager med lige det, man bedst kan lide, fx. bær eller frugt, saltkaramel eller bønne-choko-spread.

Se også min opskrift på bananpandekager med fuldkorn og valnødder.

 

Citron-bananpandekager med kold hindbær-skyrcreme
 
Mængde: 1 person = 5 små tykke bananpandekager
Ingredienser
Bananpandekager
  • 1 lille banan, meget moden (vigtigt med modenheden pga smag og konsistens)
  • 1 dl fuldkornsmel (jeg bruger hvid hvede, da det minder mest om hvedemel men er en fuldkornstype)
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk vanille
  • Et nip knust havsalt
  • ½ dl mælk af ønsket type (jeg bruger havremælk, men en hvilken som helst plante- eller komælk kan bruges)
  • Skal af ½ medium ubehandlet citron, fintrevet
  • Lidt valnødder, grofthakkede
Kold hindbær-skyrcreme
  • 40 g frosne hindbær
  • 50 g vanilleskyr ELLER 1 stor spsk peanutbutter
  • En smule frisk citronsaft
Fremgangsmåde
Citron-bananpandekager
  1. Dejen kan laves i minihakker el. lign.:
  2. Kom alle ingredienser undtagen evt. valnødder i minihakkeren og kør indtil det er en jævn og klumpfri masse.
  3. Rør valnødderne i dejen med en ske, og sørg for at dejen er grundigt sammenblandet.
  4. Eller dejen kan laves manuelt:
  5. Bananen moses grundigt med en gaffel.
  6. Tilsæt de tørre ingredienser samt valnødder og citronskal og rør dejen grundigt sammen.
  7. Tilsæt herefter mælken ad et par omgange.
  8. Rør/pisk dejen grundigt og lidt hurtigt, så evt klumper røres ud.
  9. Bagning:
  10. En pande varmes op til varme på middel/lidt over middel. De første pandekager steges i lidt smør(bar), derefter tilsættes ikke mere fedtstof på panden, der er nok til de resterende pandekager.
  11. Pandekagerne bages gyldne på begge sider g holdes varme, mens skyrcremen laves.
Hindbær-skyrcreme
  1. Alle ingredienserne til cremen kommes i en minihakker og køres, til massen er jævn og uden stykker af bær. Skrab evt ned fra beholderens kanter en gang eller to undervejs.
  2. Smag til.
  3. Serveres straks til bananpandekagerne.
Rigtig god fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *