Falafler

Jeg har endelig knækket koden til at lave falafler ~ på min måde. Jeg er nemlig typen, der sjældent er så forudseende – eller husker godt nok – til at få sat kikærter i blød til falafler i tide, så jeg vil faktisk helst bruge kikærter fra dåse. Desuden synes jeg, det er svært at få falaflerne til at forblive fint runde ved tilberedning, uanset om jeg selv har sat kikærterne i blød (og uden at koge dem), eller jeg bruger kikærter fra dåse. Men nu har jeg fundet et trick: Havregryn. “Jamen, så er det jo ikke rigtige, ordentlige falafler”, tænker du måske. Og det har du jo for så vidt ret i. Men hør nu her:

  • De smager som falafler
  • De føles (stort set) som falafler
  • De kræver ikke en masse forberedelse (eller god hukommelse)
  • De holder formen ved stegning
  • De kan steges sprøde

Sååhh, I rest my case.

 

Falafler
 
Mængde: 20 stk
Ingredienser
  • 1 ds kikærter
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • ½ bundt frisk koriander
  • 1½ tsk havsalt
  • ¼ tsk peber
  • 2 dl finvalsede havregryn
  • Evt. ¼ tsk chiliflager
  • Evt. rasp til rulning (kan sagtens undværes)
Fremgangsmåde
  1. Skyl grundigt og afdryp kikærterne.
  2. Alle ingredienser undtagen evt. rasp kommes i en foodprocessor, og massen køres til en fin konsistens. Den virker tør, men den er, som den skal være!
  3. Tryk massen sammen i foodprocessorens beholder og lad den hvile en halv times tid.
  4. Form herefter 20 falafler ved at trykke hver klump godt sammen og derefter trille den til en kugle.Rul evt. falaflerne i rasp og tryk det fast i falaflerne.
  5. Varm olie op i en pande og steg falaflerne heri ved middelhøj varme. Rul dem rundt på panden så vidt muligt, ellers hjælp dem lidt på vej. Falaflerne må gerne være mørkt gyldne (gyldne, ikke brankede!) sådan bliver de sprødest.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *