Grov risengrød med rug- & solsikkekerner

Risengrød er en dejlig nem aftensmad i de mørke og kolde måneder. Her er risengrøden i ny forklædning, som byder på lidt mere næring og bid end den traditionelle risengrød (misforstå mig ikke, jeg er også rigtig glad for almindelig risengrød). Og så er grøden tilmed nem at lave, da den kun kræver, at man rører i den, mens den koger 10 minutter, derefter hviler den en halv times tid ~ og så: Spisetid! Det bliver næsten ikke nemmere.

Jeg kunne godt tænke mig at lave denne grove risengrød med brune grødris i stedet for de almindelige hvide grødris, det smager garanteret også dejligt.

Og så kan denne grove risengrød sagtens laves i plantebaseret udgave, se blot i opskriften hvordan.

Opskriften kommer fra en dygtig køkkendame, jeg i nogle år var så heldig at nyde frokost fra.

 

Grov risengrød med rug- & solsikkekerner
 
Mængde: 3-4 personer
Ingredienser
  • 3 dl vand
  • 1 tsk salt
  • 125 g grødris
  • 75 g skårne/knækkede rugkerner
  • 30 g solsikkekerner
  • 1 liter mælk af ønsket type, herunder også plantemælk, gerne havre- eller rismælk (bruges plantemælk kan det anbefales at tilføje 1 dl piskbar plantefløde for at gøre grøden fint hvid og få lidt fylde i smagen)
Tilbehør
  • Abrikosgrød, æblegrød eller skovbærgrød samt ristet kokosmel og lidt solsikkekerner
Fremgangsmåde
  1. Vand og salt koges op.
  2. Grødris, rugkerner og mælk tilsættes, og grøden koger under konstant omrøring i 10 minutter.
  3. Tilsæt solsikkerkernerne og bland dem grundigt i grøden.
  4. Læg låg på gryden og pak den ind i et tæppe eller et stort håndklæde. Her hviler og trækker grøden en halv times tid.
  5. Efter hvile/trækning omrøres grøden grundigt, og den er klar til servering (tilsæt her plantefløden, hvis dette ønskes og varm meget kort grøden igennem)
  6. Grøden serveres med ønsket topping.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *