Indisk kartoffelret med linser

Jeg laver simpelthen alt for lidt indisk mad, og jeg ved ikke hvorfor, for det smager simpelthen så dejligt. Der er masser af indisk mad, som er vegetarisk, og det behøver ikke nødvendigvis være voldsomt stærkt (det dér stærk mad er jeg nemlig ikke så gode venner med). Indisk mad for mig er i høj grad noget med krydderierne, det er enkelt og meget smagfuldt. Jeg må simpelthen i gang med noget mere af den slags, kan jeg mærke!

Linserne i retten her bliver sådan lidt sprøde i det, og det giver et dejligt knas sammen med de bagte grønsager.

 

Indisk kartoffelret med linser
 
Mængde: 2 personer som hovedret
Ingredienser
  • 500 g uskrællede kartofler + 1 spsk neutral olie +1 tsk havsalt + ½ tsk knust/kværnet peber + 2 tsk garam masala + 1 tsk gurkemeje +1 tsk tandoori
  • 1½ løg + 2 peberfrugter (1 gul/orange og 1 grøn) + 1 ds grønne linser + 1 spsk neutral olie
Ved servering
  • Persille
  • Frisk mynte
  • Nigellafrø
  • *Raita
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 225 grader varmluft.
  2. Kartoflerne ordnes og skæres i både og kommes i en frysepose sammen med olie, salt, peber, garam masala, gurkemeje og tandoori, posen holdes lukket øverst oppe og rystes, så ingredienserne bliver grundigt blandet.
  3. Beklæd en bageplade med bagepapir og læg kartoflerne herpå i ét lag!
  4. Bag kartoflerne i 15 minutter.
  5. Imens ordnes og skæres peberfrugter i mellembrede "strimler" og løg i både (ikke for smalle).
  6. Løg kommes i en frysepose sammen med peberfrugter, linser og olie, posen holdes lukket øverst oppe og rystes, så ingredienserne bliver grundigt blandet, ligesom med kartoflerne.
  7. Når kartoflerne har været i ovnen i 15 minutter, tilføjes peberfrugt- løg- og linseblandingen til kartoflerne, og det hele vendes ammen. Tilføj evt. en smule ekstra olie, hvis der mangler lidt.
  8. Bag videre i ca. 25 minutter. Det er færdigt, når kartoflerne er gyldne, og peberfrugterne har lidt mørke steder/pletter.
  9. Server med persille, frisk mynte og nigella. Raita* gør sig rigtig godt til denne ret.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Raita er den indiske variant af tzatziki. Raita er helt enkel og består af yoghurt naturel (evt en blanding af yoghurt og fraiche), tyndtskårne stykker agurk og lidt havsalt. Jeg kommer også spidskommen i, og somme tider en smule frisk mynte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *