Jule”steg”

“Men… hvad spiser du så juleaften??” er det helt store spørgsmål, når samtalen falder på, at man ikke spiser kød. Og her kan jeg afsløre: Dejlig mad. Alt andet end det, der har noget med kød at gøre, og for mit vedkommende betyder det flæskestegen og saucen, der skal have en udbytning. Og jeg har fundet den lækreste, nemme jule”steg” hos Ditte Gad (du kan finde Ditte blog HER og hendes Instagram HER). Denne “steg” indeholder ikke hverken køderstatningsprodukter eller tofu ~ hvilket jeg synes, er et kæmpe plus ~ den er nemlig blot lavet på bønner, grøntsager og masser af umami. Desuden kan den sagtens laves en dag eller to i forvejen, hvilket jeg synes, er vældig parktisk. “Stegen” smager simpelthen bare så godt, og jeg glæder mig hver juleaften til min jule”steg”.

Ditte har været så sød at lade mig dele “stegen” her på bloggen, jeg har lavet nogle få og små ændringer, og jeg kan virkelig anbefale dig at prøve denne skønne jule”steg”.

 

Jule"steg"
 
Mængde: 4-6 personer
Ingredienser
  • 125 g hasselnøddekerner, ristede* og afskallede
  • 125 g brune champignon (ordnet vægt)
  • 125 g gulerødder (ordnet vægt)
  • 1 ds butterbeans
  • 1 stort løg
  • 1 spsk soya
  • 1 spsk rød balsamico
  • Ca. 50 g havregryn
  • 1 tsk havsalt
  • ¼ tsk peber
  • Lidt neutral olie til pensling
Pynt
  • Pigeonæbler (eller andre røde æbler) samt halverede hasselnødder
Fremgangsmåde
  1. Hasselnøddekernerne ristes og afskalles*
  2. Imens ordnes champignon og gulerødder, og begge dele skæres i mindre stykker.
  3. Steg champignon og gulerødder ved jævn varme i ca. 5 minutter.
  4. Skær imens løg i grove stykker.
  5. Alle ingredienser undtagen havregryn og olie kommes i en foodprocessor el. lign. og køres til massen har ønsket konsistens, dog meget gerne stadig med stykker af gulerødder, champignon og nødder.
  6. Kom massen over i en skål og rør havregryn grundigt ind i massen. Lad massen hvile min. et kvarters tid. Måske skal der tilsættes lidt mere havregryn herefter ~ konsistensen på massen skal være fast men ikke for stiv.
  7. Kom massen i en foret eller smurt form (fx en rugbrødsform eller muffinforme) og pensl med lidt neutral olie. Her kan man lægge stykker af æble på stegen, så de bager med, samt drysse med halverede hasselnøddekerner. Jeg lægger som regel frisk æble og halverede hasselnøddekerner på stegen ved servering i stedet.
  8. Tænd ovnen på 175 grader almindelig ovnvarme og lad den varme op, inden "stegen" kommes ind.
  9. Bag stegen ca. 30-40 minutter (afhængigt af "stegens" tykkelse).
Rigtig god fornøjelse
I øvrigt
*Tænd ovnen på 175 grader almindelig ovnvarme.
Beklæd en bageplade med bagepapir og fordel hasselnøddekernerne herpå.
Når ovnen er opvarmet, sættes pladen med hasselnøddekernerne i ovnen, og de bager ca. 10 minutter.
Hasselnøddekernerne bliver måske lidt brankede i skallen, det er helt ok, og så er de færdige i ovnen.
Lad hasselnøddekernerne køle lidt eller helt af.
Gnid mest muligt skal af hasselnøddekernerne ved hjælp af køkkenrulle (hvis der sidder lidt tilbage gør det ikke noget).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *