Kapow-grød med pære & ingefær

Jeg elsker havregrød om morgenen hele vinteren igennem. På et tidspunkt holder jeg vel op med at kunne finde på nye varianter, men jeg er ikke nået dertil endnu. Denne grød er min yndlingsmorgengrød for tiden, fordi den er dejlig at vågne på med sin overbevisende ingefærsmag. Og netop på grund af ingefæren kalder jeg denne grød for kapow-grød, fordi der er lidt spark i den. Sammen med den milde, søde pære, de crunchy let bitre, fede valnødder, chiafrø, den smagfulde nellike og de grove havregryn er denne grød bare et must på en kold og mørk morgen.

 

Kapow-grød med pære & ingefær
 
Mængde: 1 person
Ingredienser
  • 1 dl grovvalsede havregryn
  • ½ tsk knust havsalt
  • 1 spsk chiafrø
  • ½ - 1 pære i halv-grove stykker (med skræl)
  • Grofthakkede valnødder
  • ¾ tsk stødt ingefær
  • ¼ tsk stødt nellike
  • 2 tsk sukker eller anden ønsket sødning i tilsvarende mængde
  • 1½ dl mælk af ønsket type, jeg bruger havre- eller soyamælk
  • ½ dl koldt vand
Fremgangsmåde
  1. Alle ingredienser koges sammen til ønsket konsistens, juster evt. med lidt vand eller mælk.
  2. I mikroovn skal grøden have ca. 2 minutter ved 800 watt.
Rigtig god fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *