Kikærte-knoldsellerideller med valnødder

Af uforklarlige årsager er jeg begyndt at kunne lide ting, jeg ikke har kunnet lide før. Kaffe for eksempel. Pomelo. Sød kartoffel og græskar. Og knoldselleri. Okay, ret skal være ret, jeg har kunnet lide knoldselleri nogle år nu, men førhen havde jeg det bestemt ikke sådan. Og det er faktisk lidt synd for knoldselleri, at der er så mange, der har et anstrengt forhold til denne lækre sag, for den er på alle måder et godt bekendtskab, synes jeg. Nu, altså.

Her er en lækker kikærtedelle, hvor jeg har kommet så meget knoldselleri i, som jeg kunne. Desuden er der valnødder i, fordi valnødder altid er en god idé. Og så er det generelt et godt trick at tilføje sine plantedeller noget bid, fx i form af nødder, kerner eller stykker af grøntsager.

Disse deller ligner faktisk frikadeller en hel del, og konsistensen er fuld af tekstur takket være stykker af især løg og knoldselleri. Jeg har arbejdet på, at få netop konsistensen så fast som muligt, så dellerne dels ikke bliver bløde under stegning og dels er bidefaste, derfor er der en relativt stor mængde havregryn. Massen kan virke tør, men den skal være sådan, da den bliver blødere under stegning, og for at den kan holde formen, skal massen være så fast/tør inden stegning .

Delerne smager godt både varme og kolde, på rugbrød, med salat og i fx pitabrød.

 

Kikærte-knoldsellerideller med valnødder
 
Mængde: 4 personer - 18 mindre deller
Ingredienser
  • 1 ds kikærter
  • 150 g knoldselleri (skrællet vægt)
  • 1 lille løg
  • 30 g valnødder
  • 1½ - 2 dl finvalsede havregryn
  • 1½ spsk sød sennep
  • 1 spsk rød balsamico
  • 1 tsk havsalt
  • ¼ tsk groft, sort peber
Fremgangsmåde
  1. Kikærterne skylles og drænes grundigt.
  2. Mens kikærterne drypper godt af, skrælles knoldselleri og løg, og begge dele skæres i halvgrove stykker.
  3. Alle ingredienser kommes i en foodprocessor.
  4. Kør massen til den er godt sammenhængende men stadig har pæne stykker af løg og knoldselleri. Det er nødvendigt at skrabe massen ned af beholderens sider flere gange undervejs.
  5. Lad massen trække ½ time.
  6. Tryk massen godt sammen, tril til kugler og tryk kuglerne lidt sammen, så de får frikadellefacon.
  7. Steg dellerne på en stegepande i neutral olie (jeg bruger rapsolie).
  8. Lad gerne dellerne afkøle en anelse inden servering, bare en smule, så holder de endnu bedre sammen.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *