Quinoatabouleh med edamamebønner

Tabouleh er en salat, der stammer fra Mellemøsten, og som traditionelt består af bulgur, tomat, løg, persille, hvidløg og olivenolie. Her har jeg lavet en tabouleh 2.0, hvor basisingrediensen er quinoa i stedet for bulgur, og hvor jeg har tilføjet edamamebønner for at få protein i retten samt brugt lidt flere slags grønsager, som også er skåret i større stykker, end man traditionelt ville gøre det i en tabouleh. Resultatet er en sprød, frisk og smagfuld salat, der både nærer sanserne og mætter maven.

Denne quinoatabouleh smager rigtig dejligt serveret sammen med en god hummus.

 

Quinoatabouleh med edamamebønner
 
Mængde: 2-3 personer som hovedret
Ingredienser
  • 2 dl quinoa i ønsket farve + ½ tsk havsalt + rigeligt vand
  • 3 dl bælgede edamamebønner, optøede og kolde
  • ½ medium rødløg, finthakket
  • ½ squash, halveret på langs, udhulet og skåret i tynde "halvmåner"
  • En stor håndfuld cherry(blomme)tomater, tynde skiver skåret på langs
  • 1 snackpeberfrugt, stykker svarende til squashen i størrelse men lidt tykkere
  • 2 fed hvidløg, knust eller finthakket
  • Saft af ¼ citron (medium størrelse)
  • 1½ tsk havsalt
  • Friskkværnet peber
  • Lidt olivenolie
  • Frisk persille
  • Solsikkekerner
  • Tilbehør: Hummus, se HER
Fremgangsmåde
  1. Quinoaen tilberedes: Rigeligt vand samt salt koges op i en gryde, imens skylles quinoaen grundigt. Quinoen kommes i det kogende vand, som skrues ned, så det småkoger. Quinoaen koges 15 minutter. Herefter slukkes for varmen, og quinoaen trækker 5 minutter. Herefter kommes quinoaen i en sigte og overhældes med koldt vand, indtil quinoaen er kold.
  2. Mens quinoaen koger, optøes edamamebønner ved at overhælde dem med kogende vand, og grønsagerne samt hvidløg skæres.
  3. Alle salatens elementer blandes sammen og lidt olivenolie blandes i (endelig ikke for meget, salaten må ikke være oliefedtet).
  4. Salaten serveres kold, gerne sammen med hummus.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *