Rabarbermuffins med mandelmel & hvid chokolade

Rabarbersæsonen er en af de bedste sæsoner på året, og især i det søde køkken er jeg glad for de fine, røde stængler. Her på bloggen findes op til flere opskrifter på kage med rabarber, og der er også rabarberkompot på vej ~ og så nu også disse underskønne rabarbermuffins. Muffinsene er bløde og smagfulde med noter af mandler og sødme fra hvid chokolade ~ rabarber og hvid chokolade er virkelig et match made in heaven.

Desuden er muffinsene uden æg, hvilket gør dem velegnede til både en vegansk kost, og til hvis man gerne vil bage men ikke har æg på lager. Smart, ik!

 

Rabarbermuffins med mandelmel & hvid chokolade
 
Mængde: 10 stk
Ingredienser
  • 50 g mandelmel (enten købt eller 50 g mandler malet til fint mel i en minihakker el. kaffekværn)
  • 70 g hvid hvedemel (det er en fuldkornstype, som er næsten så lyst som hvedemel)
  • 130 g hvedemel
  • 80 g sukker el. lign.
  • 1 stor spsk bagepulver*
  • ¼ tsk knust havsalt
  • 2 gode tsk vanillesukker
  • 3½ dl mælk af ønsket type (herunder naturligvis også plantemælk)
  • 25 g smeltet smør (herunder naturligvis også plantesmør)
  • 1 tsk æblecidereddike*
  • 100 g rabarber - ordnet vægt!
  • 60 g hvid chokolade
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 160 grader almindelig ovnvarme.**
  2. Ordn og skær rabarber i stykker af ønsket størrelse (ikke for småt) og hak chokoladen groft.
  3. Alle ingredienser - undtagen rabarber og chokolade - røres grundigt sammen.
  4. Tilsæt til sidst rabarber og chokolade og bland dejen grundigt.
  5. Smør 10 af hullerne i en muffinform med lidt smeltet smør*** og fordel dejen heri.
  6. Muffinsene bages ca. 40-45 minutter, de er færdige, når man stikker fx en tandstik ind i midten af en muffin, og tandstikken ikke har dej på sig, når man trækker tandstikken ud af kagen.
  7. Kan holde et par dage i tætsluttende beholder.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
* Bagepulver giver naturligvis hævningen, og da der ikke er æg i dejen til at hjælpe hævningen på vej i denne opskrift, bruges der lidt mere bagepulver end i traditionelle opskrifter. Eddiken giver et lille boost til hævningen, og den kan ikke smages!


** Det er vigtigt, at man bruger almindelig ovnvarme og ikke varmluft, når man bager kager. Dette fordi varmen i ovnen fordeler sig bedre ved almindelig ovnvarme, hvilket betyder at fx muffins hæver pænere. Derudover har jeg fået anbefalet, at man ikke bager kager ved højere temperatur end 160 grader.

*** Jeg anbefaler, at man ikke bruger papirforme, når man bager muffins, da muffins gerne vil hænge fast i papiret. Og så er det vigtigt at smøre metalformen for at være sikker på at kunne få muffinsene hele ud. Jeg ved ikke, om det samme gælder for silikoneforme, da jeg ikke har prøvet at bage disse muffins i denne type form.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *