Tærte med bagte rabarber & crumble

Jeg elsker alle de spændende og lækre former for sundere kager og andre sundere søde sager, man kan lave. Men en gang i mellem er en helt old school kage lige det, der skal til.

Rabarbertærte og -kage kan laves i mange afskygninger, dette er en ret traditionel en af slagsen, og den indeholder både hvedemel, sukker og smør. Ja, det gør den! For den slags skal der altså også være plads til somme tider. Slut med forbudt! Der skal være balance, og der er ikke balance, hvis der er ting, man ikke må spise.  I min optik skal der være plads til lidt af det hele.

Rabarbertærten her er lavet med en mandelbund, der giver virkelig lækker smag og konsistens. Rabarberne er ovnbagt, inden de kommes i kagen, for at undgå at de væder og gør bunden blød. Det er ikke svært eller tidskrævende, og man får en lækker, lækker tærte ud af rimeligt små anstrengelser.

Tærten kan også bages med fx hindbær eller brombær, brug da samme mængde friske bær som angivet for rabarber i opskriften.

 

Tærte med bagte rabarber & crumble
 
Mængde: En rund tærteform Ø25 cm/10-12 stykker tærte
Ingredienser
Mandelbund
  • 100 g mandler
  • 50 g sukker
  • 150 g hvedemel
  • 100 g smør/smørbar
  • 1 æg
Bagte rabarber
  • 400 g rabarber, OBS. de 400 g er ordnet vægt!
  • ½ dl honning eller agavesirup
  • 2 tsk vanillesukker
Crumble
  • 35 g hvedemel
  • 50 g havregryn
  • 50 g sukker
  • 50 g smør/smørbar
Tilbehør
  • Flødeskum, vanilleis eller fraiche
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Begynd med at lave mandelbunden
  1. Hak mandlerne fint i en minihakker (kan også sagtens gøres med en kniv). Det gør ikke noget, hvis der er lidt helt små stykker i det ellers finthakkede mandelmel.
  2. Bland mandelmelet med sukker og mel og tilsæt smørret i mindre stykker.
  3. Ælt dejen sammen med hænderne, og når dejen er arbejdet sammen, tilsættes det sammenpiskede æg, og dejen samles hermed.
  4. Smør en tærteform med smør og tryk dejen jævnt ud heri, også op af formens kanter.
  5. Prik tærtebunden nogle steder med en gaffel, og sæt herefter tærtebunden i køleskabet mens fyldet forberedes.
Lav nu de bagte rabarber
  1. Rabarberne skæres i stykker af et par cm og kommes i en skål sammen med honning/agavesirup og vanillesukker og bland grundigt.
  2. Beklæd en bageplade eller form med bagepapir og kom rabarberblandingen heri.
  3. Rabarberne bages 10 minutter.
  4. Kom rabarberne i en si og lad dem dryppe lidt af når de er bagt.
  5. Skru ovnen op på 200 grader varmluft.
Lav nu crumblen
  1. Bland mel, havregryn og sukker og tilsæt smørret i mindre stykker.
  2. Tryk dejen sammen med hænderne. Den skal ikke samles til en hel og fast dej, men forblive smuldret.
Tærten færdiggøres
  1. Tag tærtebunden ud af køleskabet og drys den med 2 spsk havregryn.
  2. Fordel de afdryppede, bagte rabarber på tærtebunden.
  3. Fordel crumblen over rabarberne.
  4. Bag tærten 15 minutter.
  5. Herefter skrues ned på 180 grader varmluft og et stykke staniol lægges over tærten.
  6. Tærten bager videre 15-20 minutter. Den er færdig, når den er let til medium gylden på crumblen.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
Tærten smager skønt kold og lun. Tærten kan lunes ved 160 grader varmluft og evt. dækket med et stykke staniol.

 

One thought on “Tærte med bagte rabarber & crumble

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *