Raw hindbærsnitter

Hvem elsker ikke en hindbærsnitte? Sød, marmeladefyldt og lækker. Men det er jo ikke ligefrem den sundeste kage at sætte tænderne i, så what to do? Man laver en raw version, som er fyldt med gode sager, kroppen godt kan lide som for eksempel mandler og hindbær. Og jeg laver dem i små størrelser, for det er så dejligt, at man kan nyde en enkelt lille kage mere med god samvittighed. Hvis man da kan nøjes med kun én mere…

 

Raw hindbærsnitter

 

Der skal bruges en god hindbærmarmelade, jeg bruger denne skønne, friske hindbærmarmelade. Laver du marmeladen selv, så lav den på forhånd, så den er helt kold, når den skal i hindbærsnitterne.

 

Derudover skal du bruge:

100 g. havregryn, (brug evt. glutenfri havregryn)

100 g. mandler, helst smuttede men det går også fint med skal på

10 stk. dadler, udstenede (de bløde fra papæske)

1 tsk. vanille

Ca. 1/4 dl. koldt vand

 

Mandler og havregryn males til helt fint mel i foodprocessor eller lignende.

Tilsæt de øvrige ingredienser og kør massen rigtig grundigt sammen i foodprocessoren. Den skal være så fin og jævn som muligt.

Vurder hvordan massen hænger sammen, når noget af den trykkes sammen mellem fingrene, og tilsæt måske lidt mere koldt vand. Den skal hænge sammen og blive ved med at gøre det, når den trykkes sammen.

 

Sæt dejen på køl et par timer eller mere.

 

Rul dejen ud i ca. 3 mm tykkelse, og skær eller stik ens stykker ud. Jeg har brugt en rund udstiksform, men man kan også bruge for eksempel en blomsterform, et hjerte eller blot skære dejen ud i små, ens kvadrater.

 

Smør en ønsket mængde hindbærmarmelade på halvdelen af de udstukne snitter, og læg en ikke-smurt snitte på hver.

 

Snitterne kan eventuelt pyntes med lidt flormelis-lignende drys og friske eller frysetørrede hindbær.

 

Snitterne opbevares i en lukket beholder i køleskab og holder fint i nogle dage, så de kan sagtens laves i forvejen, hvis man fx skal have gæster. Pynt dog ikke snitterne før lige inden servering.

 

God fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *