Rødbederet med perlebyg & quinoa

Rødbeder kan bare en hel masse. Lige nu er min yndlings-rødbede-tilberedningsmåde kogning. Det gør den færdige rødbede så utrolig saftig, samtidig med at den har både bid og sødlig rødbedesmag. Jeg er helt tosset med det. Noget andet, jeg er tosset med, at sådan noget mad, der er både rustikt og pænt på én gang. Sådan lidt messy på den charmerende måde. Og det lever denne rødebederet perfekt op til. Det er en let men alligevel fint mættende ret med med bid og smag fra blandt andet rødbede, perlebyg, hvidløg og græskarkerner, og så er den smuk i sine purpur og grønne nuancer. Samtidig er rødbederetten her et fuldgyldigt måltid, da den både indholder gode kulhydrater, proteiner, grøntsager og lidt fedt. Og så er den god til hverdagsaftensmad, i madpakken, på en buffet og til gæster.

 

Rødbederet med perlebyg & quinoa
 
Mængde: 2-3 personer som hovedret
Ingredienser
  • 600 g rødbeder, uskrællet vægt
  • 1 dl perlebyg + 1 dl quinoa i ønsket farve + ½ tsk salt + vand
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk olivenolie
  • Frisk spinat
  • Frisk rosmarin
  • Havsalt
  • Peber
Tilbehør
  • Græskarkerner
  • Feta
Fremgangsmåde
  1. Rødbederne vaskes og koges med skræl i usaltet vand ved middel varme i ca. 45-60 minutter. Rødbederne er færdige, når de føles møre, når en stegenål el. lign stikkes i. Når rødbederne er færdigkogt, skylles de med koldt vand, enderne skæres af, og skrællen smuttes af med hænderne (jeg har køkkenhandsker på til dette). Skær rødbederne i stykker af ønsket størrelse.
  2. Mens rødbederne koges, kommes perlebyg, quinoa, salt og rigeligt vand i en gryde med låg og koges 20 minutter ~ HUSK at skylle quinoaen inden kogning! Når byg- og quinoablandingen er færdigkogt, afdryppes den grundigt.
  3. Pres hvidløget, skær rosmarinen og skær evt. spinaten i lidt mindre stykker.
  4. Bland alle ingredienser til retten grundigt, og server den med feta og græskarkerner ved siden af.
Rigtig god fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *