Romtrøffelkugler med appelsin

Romkugler. Skøn chokoladesmag med et touch af rom. Det der lækre, sprøde chokoladekrymmel udenpå. Personligt har jeg svært ved at modstå sådan en lækker sag. Men kunne det ikke være dejligt at kunne nyde sådan en med bare lidt bedre samvittighed, bare en gang i mellem? Derfor har jeg her lavet et bud på en sundere variant af romkugler. Disse er nemlig lavet på sorte bønner og mandler, og de er cremede og smagfulde. Jeg har valgt at overtrække dem med chokolade, fordi… chokolade, ik’.

Romtrøffelskuglerne skal laves mindst dagen før, de skal bruges, for at de når at få den rigtige konsistens.

 

Romtrøffelkugler med appelsin
 
Mængde: 30 stk
Ingredienser
  • 1 ds sorte bønner
  • 100 g mandler
  • 2 spsk smeltet kokosolie
  • 50 g flydende sødning, fx akaciehonning, agavesirup eller Fibersirup Gold
  • 75 g mørk chokolade
  • 50 g dadler, udstenet vægt (de bløde i papæske)
  • 2 tsk vanille
  • 3 spsk usødet kakao (den man bruger til bagning)
  • 2 tsk romessens
  • Skal af 2 små ubehandlede appelsiner
  • ½ tsk havsalt
  • Mørk chokolade til overtræk
Fremgangsmåde
  1. Smelt chokoladen.
  2. Mal mandlerne til helt fint mel i en foodprocessor.
  3. Kom alle ingredienser i en foodprocessor og kør trøffelmassen til den er så fin som muligt.
  4. Eventuelt kan man komme trøffelmassen over i en skål herefter og køre den igennem med en stavblender, hvis man ønsker en helt fin konsistens.
  5. Trøffelmassen stilles på køl en times tid.
  6. Når massen er gennemkold, trilles den til kugler.
  7. Kuglerne står lidt på køl igen for at være lidt faste, når de skal chokoladeovertrækkes.
  8. Smelt chokoladen og overtræk hver enkelt romtrøffelkugle.
  9. Trøffelkuglerne opbevares i lukket beholder i køleskab og holder en lille uge..
Rigtig god fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *