Sundere blåbærmuffins

Blåbærmuffins har på det seneste fundet vej til mit hjerte, og hvorfor de ikke har gjort det tidligere, er en gåde, for hvor smager sådan en blåbærmuffin bare både dejligt og hyggeligt. Da jeg skulle bage disse muffins, havde jeg lyst til at forsøge mig med en version uden æg, og jeg er virkelig tilfreds med resultatet. For disse muffins er ikke blot bagt uden æg, de er også sukker- og fedtreducerede, og så er de nemme, bløde og smager rigtig dejligt. De kan bages med traditionelle mælkeprodukter, og de kan bages med plantebaserede alternativer, uanset hvad bliver det lækre muffins. I opskriften bruger jeg hvid fuldkornshvedemel, for at give lidt fylde og mæthed til kagerne, men ønsker man det, kan de sagtens bages med kun hvedemel. Vil man gerne bruge fuldkornsmel i, anbefaler jeg netop den hvide fuldkornshvedemel, da de giver det lyse udtryk, der kendetegner blåbærmuffins. Endvidere kan både friske og frosne blåbær bruges (læs herom i “I øvrigt”- feltet i opskriften).

 

Sundere blåbærmuffins
 
Mængde: 10 muffins
Ingredienser
  • 250 g mel, heraf gerne 100 g hvid fuldkornshvedemel
  • 75 g sukker af ønsket type
  • 2 tsk vanillesukker
  • 1 god spsk bagepulver (jo spsk!)*
  • ¼ tsk knust havsalt
  • 3½ dl mælk af ønsket type (plante eller ko)
  • 25 g smeltet smør af ønsket type (plante eller ko)
  • 1 tsk æblecidereddike*
  • En stor dl blåbær, friske eller frosne**
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 160 grader almindelig ovnvarme***
  2. Smør en metalmuffinform med smeltet smør****
  3. Alle ingredienser undtagen blåbær røres grundigt sammen i en skål. Sørg for at eventuelle klumper røres ud, så dejen er glat, relativt lind og klumpfri.
  4. Vend forsigtigt blåbærrene i. Dejen bliver her måske lidt lilla, hvis der bruges frosne blåbær, men det går væk under bagningen.
  5. Fordel dejen i 10 huller på formen.
  6. Bag muffinsene ca. 40-45 minutter. De er færdige, når man stikke fx en stegenål eller tandstik deri, og der (næsten) ikke sidder dej på, når nålen/tandstikken tages ud igen.
  7. Lad muffinsene køle næsten helt af, inden de tages ud af formene. Sidder de lidt fast, kan man løsne dem forsigtigt rundt i kanten, og derefter tage dem ud af formene.
Rigtig god fornøjelse
I øvrigt
* Bagepulver giver naturligvis hævningen, og da der ikke er æg i dejen til at hjælpe hævningen på vej i denne opskrift, bruges der lidt mere bagepulver end i traditionelle opskrifter. Eddiken giver et lille boost til hævningen, og den kan ikke smages!

** Man kan sagtens bruge både friske blåbær og frosne blåbær i disse muffins. På billedet har jeg brugt friske, hvilket ser flot ud, og bærrene har en dejlig saftighed i muffinsene. Jeg synes dog også, at de friske blåbær somme tider kan få en slags bitterhed ved bagning, som ikke fremkommer ved brug af frosne blåbær. Jeg kan allerbedst lide de små, vilde blåbær, man kan købe på frost, men anything goes.

*** Det er vigtigt, at man bruger almindelig ovnvarme og ikke varmluft, når man bager kager. Dette fordi varmen i ovnen fordeler sig bedre ved almindelig ovnvarme, hvilket betyder at fx muffins hæver pænere. Derudover har jeg fået anbefalet, at man ikke bager kager ved højere temperatur end 160 grader.

**** Jeg anbefaler, at man ikke bruger papirforme, når man bager muffins, da muffins gerne vil hænge fast i papiret. Og så er det vigtigt at smøre metalformen for at være sikker på at kunne få muffinsene hele ud. Jeg ved ikke, om det samme gælder for silikoneforme, da jeg ikke har prøvet at bage disse muffins i denne type form.

 

 

 

 

2 thoughts on “Sundere blåbærmuffins

  1. De her smager FANTASTISK! Min mand, datter og jeg delte 16 muffins i går Jeg tilsatte lidt citron og kardemomme, smagte simpelthen så dejligt! Tusind tak for en rigtig skøn opskrift! Ps. Lige om lidt går jeg i gang med en ny portion

  2. Kære Maria.
    Tusind tak fordi du læser med og for dit feedback. Dine ord gør mig simpelthen SÅ glad, det betyder rigtig meget for mig at høre, I kan lide opskriften. Og ja, citron og blåbær er bare gode venner, jeg tilsætter også somme tider citronskal i mine blåbærmuffins samt lidt ekstra vanille.
    Dejlig dag til dig.
    Kærlig hilsen,
    Pernille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *