Bananbrød med varme krydderier, mørk chokolade & valnødder

Bananbrød hedder dette bagværk. Egentlig smager det langt mere i retning af kage. Nogle spiser bananbrød til morgenmad, og det kan man også godt på sådan en luksus-morgen, men jeg foretrækker at nyde det som mellemmåltid med en god kop the til. Det smager syndigt, men er det ikke. Og dét er jeg fan af! Og når så det er både nemt og hurtigt at bage, så er det da bare om at komme i gang. Eneste vigtige ting er, at bananerne skal være grundigt modne ~ vi snakker med brune pletter på skrællen ~ for så giver de den mest fyldige smag i brødet.

Bananbrød kan både bages som et helt brød i rugbrødsform og i mindre størrelser fx som muffins i en silikoneform, og så har jeg også en metalform med 8 huller formet som små rugbrød, hvilket jeg ofte bruger til små bananbrød.

Dette brød er vegansk, hvorfor der bruges chia-æg og plantemælk. Dette kan selvfølgelig blot erstattes af æg og almindelig mælk.

 

Bananbrød med varme krydderier, mørk chokolade & valnødder
 
Mængde: 12 muffins/8 minibrød/1 helt brød
Ingredienser
  • Chia-æg: 1 spsk knuste chiafrø + 5 spsk koldt vand/1 æg
  • 3 bananer, jo mere modne jo bedre
  • ½ dl flydende sødning, jeg bruger fx agavesirup, akaciehonning eller Fibersirup Gold (sidstnævnte søder lidt mindre)
  • 2 dl. plantemælk/skummetmælk
  • 2 gode tsk kanel
  • ½ tsk kardemomme
  • 1½ tsk vanille
  • ½ tsk havsalt
  • 25 g kokosmel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1½ tsk natron
  • 200 g fint fuldkornsmel fx hvid hvede mel eller fint fuldkornsspeltmel
  • 50 g mørk chokolade
  • 25 g valnøddekerner
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  2. Bland chia-ægget, hak chokoladen groft og mos bananerne grundigt og bland disse i en skål.
  3. Tilsæt de øvrige ingredienser undtagen mælken og bland grundigt.
  4. Tilsæt mælken og bland dejen grundigt.
  5. Kom dejen i let smurte muffinforme og bag bananbrødene/-muffinsne ca. 15-20 minutter. Bages bananbrødet som et helt brød, bages det cirka 40-45 minutter til brødet har en centertemperatur på 90/92 grader. Læg et stykke staniol over bananbrødet efter 10-15 minutters bagning, hvis brødet bages som et helt brød..
Rigtig god fornøjelse.

 

 

2 thoughts on “Bananbrød med varme krydderier, mørk chokolade & valnødder”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *