Bløde & nemme fødselsdagsboller med fuldkorn

En fødselsdag skal helst indeholde nogle bløde, søde fødselsdagsboller, og her har jeg sammensat en opskrift, der både er nem at gå til, hurtig at bage, har et reduceret fedtindhold og som er bagt med fuldkorn (men det opdager ingen, når man bruger hvid hvede mel som fuldkornsdelen ~ det kan jo være, man som jeg har nogle lettere fuldkornsforskrækkede (små) mennesker i sit liv). Desuden er bollerne hurtige at lave, da de kun skal hæve en enkelt gang, så man kan faktisk lave boller fra start til slut på under to timer med denne opskrift.

Når jeg bager disse boller, siger alle rundt om bordet “uuhhmm!”, fordi bollerne er så bløde, saftige og søde, præcis som en god fødselsdagsbolle skal være.

 

Bløde & nemme fødselsdagsboller med fuldkorn
 
Mængde: 20 stk
Ingredienser
  • ½ dl lunkent vand (lillefingervarmt)
  • 50 g gær
  • 3 dl mælk
  • 85 g smeltet smør
  • 140 g hvid fuldkornshvede mel
  • 400 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • Evt. 1 spsk stødt kardemomme
  • 1 æg (eller kold kaffe ~ æg giver dog det flotteste resultat) til pensling
Fremgangsmåde
  1. Gæren udrøres i vandet.
  2. Mælk og smeltet smør tilsættes, og blandingen røres sammen.
  3. De øvrige ingredienser tilsættes, og dejen røres/æltes grundigt sammen. Obs: Dejen må endelig ikke blive for tør, hellere en anelse til den fugtige/en anelse klistrede side. Dog er det vigtigt, at dejen heller ikke er for flydende, så den kan holde formen.
  4. Bollerne rulles til kugler og sættes på en bageplade beklædt med bagepapir*.
  5. Fugt et viskestykke og læg dette over bollerne.
  6. Bollerne hæver 40 minutter.
  7. Pensl bollerne med æg eller kold kaffe.
  8. Bollerne sættes ind i en kold ovn på midterste ribbe. Tænd ovnen på 190 grader almindelig ovnvarme.
  9. Bag bollerne ca. 15 minutter til bollerne er fint gyldne.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Sættes bollerne på en enkelt plade, vokser de lidt sammen. Ønskes ikke-sammenvoksede boller, fordeles de på to plader.

Kom bollerne i en pose, når de er kølet af og opbevar dem der indtil servering, herved opnås det allerblødeste resultat.
Bollerne holder sig bløde nogle dage i plastikpose. De er også gode efter en tur på brødrister.
Bollerne er fryseegnede.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *