Carponata med linser ~ nem sommermad

CarPonaTa, ikke at forveksle med carBonaRA. Herhjemme bliver min familie ofte forvirret over, “hvad er det nu lige, der er hvad?”.

Carbonara er den kendte og klassiske pastaret med rigelige mængder fløde og bacon.

Carponata er en skøn og overset enkel italiensk grøntsagsret, der smager af sol og sommer, med fylde fra pasta ~ i min version naturligvis fuldkornspasta ~ og så har jeg suppleret med linser, så retten også indeholder protein. Drys med ristede pinjekerner samt rigelige mængder frisk basilikum og friskrevet parmesan (eller lignende plantebaseret alternativ), og dine sommer-smagsløg vil synge.

Vil man have en ret med lidt mere spark i, kan man med fordel tilføje chili i ønsket mængde.

I opskriften er der angivet sorte linser, dette kan sagtens udskiftes med samme mængde mungbønner, som er en lige så overset bønne, som carponata er en overset ret.

 

Carponata med linser ~ nem sommermad
 
Mængde: Ca. 3 personer
Ingredienser
  • ½ dl rå sorte linser eller samme mængde rå mungbønner + 4 dl vand + ½ tsk havsalt
  • 150 g fuldkornspastapenne
  • 1 aubergine
  • 500 g modne tomater
  • 2 løg
  • 3 stilke bladselleri
  • 80 g sorte og/eller grønne oliven
  • 20 g kapers
  • ¼ dl hvid balsamico
  • 1 tsk sukker
  • 2 tsk havsalt
  • ½ tsk groft sort peber
Tilbehør:
  • Ristede pinjerkerner
  • Frisk basilikum
  • Parmesan (el. lign. plantebaseret alternativ)
Fremgangsmåde
  1. Skær aubergine, tomater, løg og bladselleri i halv-grove stykker, bladselleri lidt mindre.
  2. Skær oliven meget groft og finthak kapers.
  3. Kog linserne/mungbønnerne med låg på gryden i ca. 20 minutter. Herefter afdryppes de grundigt i en sigte.
  4. Opvarm lidt olivenolie på en pande og steg løg og bladselleri heri, indtil løgene er blevet lidt bløde ~ grøntsagerne skal ikke tage farve.
  5. Tilsæt herefter alle de øvrige ingredienser undtagen linser og pasta og lad retten simre under låg ca. et kvarters tid. Omrør ind i mellem.
  6. Kog pasta efter anvisning på posen. Herefter afdryppes de grundigt i en sigte.
  7. Når auberginerne er møre, er retten færdig.
  8. Tilsæt de kogte linser/mungbønner og pasta, rør retten grundigt sammen og varm igennem.
  9. Server med pinjerkerner, frisk basilikum og parmesan ved siden af, så man selv kan drysse på i ønsket mængde.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *