Kikærte-scramble

Hvis man gerne vil sætte mærkat på, hvilken type mad, jeg spiser, er jeg lakto-ovo-vegetar. Ikke at det er vigtigt for mig med sådan et mærkat, men somme tider kan det være det nemmeste, så andre ved, hvad de kan servere for mig. Men altså. Lakto-ovo betyder, at min mad indeholder mælkeprodukter (lakto) og æg (ovo). Selvom det bliver mindre og mindre med det der mælk og æg. Ikke at jeg er på vej mod veganer, men når jeg for eksempel har mulighed for at vælge plantemælk fremfor komælk, gør jeg det. Æg har jeg det ok med, hvis de er “skjult” i noget, fx brugt i kage eller lignende. Men æggemadder, scrambled æg og æggekage, det har jeg faktisk ikke lyst til. Men så er det jo heldigt, at der findes supergode og meget lignende alternativer. Kodeordet her er: Kikærtemel.

Jeg har savnet lidt at kunne lave en gang scrambled æg med grønsager, fordi det er så nemt og hurtigt at lave og lækkert at spise. Men her kommer så løsningen: Kikærte-scramble. Kikærtemel, vand og grønsager ~ og så er der scrambled med grønsager, men uden æg. Jeg er kæmpe fan!

Retten kan nydes både morgen, middag og aften, og gør sig godt både varm og  kold. Det er også en rigtig fin madpakkeidé.

 

Kikærte-scramble
 
Mængde: 1 person
Ingredienser
Scramble
  • ½ dl kikærtemel*
  • ½ dl koldt vand
  • ¼ tsk knust havsalt
Fyld**
  • 100 g brune champignon
  • ½ løg
  • ½ rød peber
  • En blomkålsbuket
  • 1 spsk koldt vand
  • ¼ - ½ tsk salt
Fremgangsmåde
Scramble
  1. Pisk med en gaffel kikærtemel, vand og salt grundigt sammen i en lille skål og lad den hvile, mens grønsagerne tillaves.
Fyld
  1. Grønsagerne ordnes og skæres i stykker af ønsket størrelse.
  2. Champignonerne svitses på en lille pande i en anelse neutral olie, til de har smidt vandet og fået lidt farve. Tilsæt de øvrige grønsager, vand og salt og svits grønsagerne varme.
  3. Herefter tages grønsagerne af panden og holdes varme.
  4. Kom en smule neutral olie på panden og tilsæt scrambleblandingen.
  5. Steg ligesom hvis det var almindelig scrambled æg: Ved semi-høj varme, mens der vendes rundt i blandingen. Når blandingen har sat sig og ligner våde scrambled æg (sådan lidt klumpet konsistens), tilsættes de stadig varme grønsager, og retten steges igennem, indtil ingredienserne er grundigt vendt sammen, og scramblen er "tørret" en smule ind ~ den skal dog stadig være let fugtig, så den minder om ægge-konsistens.
  6. Server gerne kikærte-scramblen med et drys grønt på toppen, fx frisk oregano eller purløg.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Kikærtemel kan somme tider købes i velassorterede supermarkeder, og ellers findes det hos den tyrkiske/arabiske købmand. Kikærtemel går også under navnet "Gram flour"

**Grønsagerne kan naturligvis udskiftes efter ønske og køkkenbeholdning. Det i opskriften nævnte er blot et eksempel for at give en fornemmelse af, hvilken mængde grønsager, der passer til denne mængde scramble.

 

1 thought on “Kikærte-scramble”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *