Ovnbagt linsefad med grønsager, brune ris & garam masala

Det var ikke, fordi køkkenet i dag bugnede af lækre valgmuligheder, da vi nåede til aftensmadstid. Og jeg trængte ellers bare til noget let og lækkert mad, fuldt af sprødhed, smage og teksturer. Der var dog lidt gode, friske grønsagsrester i køleskabet, så jeg fandt på denne linsefars med en masse grønsager, solsikkekerner og garam masala i. Det var slet ikke så tosset. I kombination med (ristet) rugbrød blev det et rigtig lækkert måltid. Jeg forestiller mig, at denne fars vil kunne bruges ret alsidigt, for eksempel som fyld i peberfrugter eller måske som deller.

 

Ovnbagt linsefad med grønsager, brune ris & garam masala
 
Mængde: En rund tærteform (ø25)
Ingredienser
  • 1½ dl røde linser (ukogt mål) + 2 dl vand + ¼ tsk salt
  • 1 dl brune ris (ukogt mål) + 2 dl vand + ¼ tsk salt
  • 140 g. rå blomkål
  • 1 lille løg
  • ½ rød peber
  • 70 g. friske grønne bønner eller asparges
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • 2½ spsk solsikkekerner
  • 1½ tsk salt
  • 4 spsk kikærtermel (alternativt kan man bruge hvid hvedemel)
  • 1½ dl koldt vand
  • 1 spsk garam masala.
  • ¼ tsk tørre chiliflager
Fremgangsmåde
  1. Kog de brune ris i 35 minutter.
  2. Kog linserne i 15 minutter. Når linserne er kogt, afdryppes de i en sigte.
  3. Blomkålen hakkes fint, gerne i minihakker.
  4. Løg, peberfrugt og bønner/asparges skæres i relativt fine stykker.
  5. Alle ingredienser blandes grundigt sammen.
  6. En tærteform beklædes med bagepapir, og massen kommes heri.
  7. Retten bages i ovn ved 185 grader (almindelig ovnvarme) i 1 time.
  8. Nydes varm, lun eller kold* med et stykke rugbrød, gerne ristet, og sammen med syltede agurker, frisk spinat og oliven.
Rigtig god fornøjelse!
I øvrigt
*Når retten er varm, kan den sagtens skæres i skiver/stykker men er dog knap så skærefast, som når den er kold. Uanset om retten er varm eller kold, er den dog blød og lækker inden i.

 

2 thoughts on “Ovnbagt linsefad med grønsager, brune ris & garam masala”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *