Linsehummus

Altså. Jeg ved godt, at det ikke er en rigtig hummus, når den ikke er lavet af kikærter. det er lidt ligesom vegetariske deller, som jo heller ikke er lavet af kød som traditionelle frikadeller, men som vi kalder deller alligevel. Det falder nogle mennesker for brystet, at man “kalder det noget, det ikke er” og bevares, de har jo sådan set også ret.

Men.

Hvad skal vi ellers kalde de der vegetariske/veganske… deller, hvis vi ikke må kalde dem deller? Det er jo også lidt for nemhedens skyld, at vi kalder dem deller, tænker jeg. Så har vi en referenceramme, vor alle ved, hvad der menes, ik?

Som med denne linse…hummus. Som jo netop ikke er en ægte hummus, men en afart af den traditionelle hummus. Og derfor tillader jeg mig hermed at kalde den en hummus.

Vi kan faktisk også bare kalde den Hummus Fantasticus, for øj den er lækker: Bagt peberfrugt, hvidløg, spidskommen, chili, limesaft, frisk koriander og pinjekerner. Uhmmm, den eftersmag af pinjekerner!

Til denne linsehummus er jeg stærkt inspireret af verdens sødeste Alberte, som man kan finde ovre på albertestengaard.dk og på Instagram, hvor du finder hende som @albertestengaard.

 

Linsehummus aka. Hummus Fantasticus
 
Mængde: 2 personer
Ingredienser
  • 1½ dl røde linser
  • 1 rød bagt peberfrugt*
  • 2 fed hvidløg
  • 1½ spsk pinjekerner
  • 1 god tsk spidskommen
  • ¼ tsk tørrede chiliflager (mere hvis du ikke er en kylling som mig)
  • Saft af ½ lime
  • 1 tsk olivenolie
  • ¾ tsk havsalt
  • ¼ tsk groft, sort peber
  • Frisk koriander, mængde efter ønske
Fremgangsmåde
  1. Kog linserne i rigeligt vand uden salt og uden låg i 25-30 minutter. Si herefter grundigt al overskydende vand fra linserne, lad dem gerne dryppe af et stykke tid i en sigte.
  2. Kom alle ingredienser i en foodprocessor eller blender eller brug en stavblender, og kør massen så cremet som muligt.
  3. Lad hummusen afkøle helt i køleskab inden servering.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Bagt peberfrugt:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft og lad den varme op.
Skær peberfrugten i 6 aflange stykker, fjern frøstol, membraner og frø.
Læg peberfrugtstykkerne på en bagepapirsbeklædt bageplade og spray/pensl med en smule olivenolie.
Bag peberfrugter i 25-30 minutter indtil de er helt møre - vend peberfrugtstykkerne halvvejs i bagetiden. Det gør ikke noget, der kommer lidt mørke/sorte kanter.
Lad peberfrugtstykkerne helt delvist eller helt af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *