Linsemoussaka

Så skete der noget højst mystificerende: Pludselig kunne jeg lide aubergine! Altså, den skal være mør og blød, så er den god. Hvor er det fascinerende, som smagsløg kan ændre sig. Og hvor er det dejligt, når ens madhorisont dermed bliver bredere.

Nåmen, det var den der linsemoussaka. Opskriften kommer oprindeligt ovre fra Valdemarsro, men jeg har konverteret den fra traditionel moussaka til linsemoussaka, samt skruet på nogle af den oprindelige opskrifts knapper, og her er så min vegetariske version af Valdemarsros moussaka.

Dette er en af bloggens lidt mere omstændige opskrifter, men resultatet er det hele værd. Lav evt. dobbelt portion, når nu du alligevel er i gang, så er der enten til et par dage eller til fryseren.

 

Linsemoussaka
 
Mængde: 2-3 personer
Ingredienser
Linsesauce:
  • 1 dåse grønne linser (= 240 g kogte grønne linser)
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dåse hakket tomat
  • 15 g soltørrede tomater, finthakket
  • 30 g tomatpure
  • ½ tsk kanel
  • ½ tsk tørret rosmarin
  • ½ tsk tørret timian
  • ½ tsk paprika
  • ½ tsk spidskommen
  • 1½ tsk tørret oregano
  • En knivspids røget paprika
  • 1 tsk salt
  • ¼ tsk groft sort peber
  • ¾ dl rødvin

Til sammenlægning:
  • 150 g kartofler
  • 150 g aubergine

Hvid sauce:
  • 40 g smør
  • 40 g hvedemel
  • 2 dl mælk
  • ¼ tsk fintrevet muskatnød
  • ½ tsk salt
  • ¼ tsk groft sort peber
  • 125 g frisk mozzarella

Fremgangsmåde
  1. Skær løg fint og knus hvidløget i en hvidløgspresser.
  2. Steg løg og hvidløg i lidt olivenolie til de er lidt møre men ikke har taget farve.
  3. Tilsæt tomatsaucens øvrige ingredienser og lad saucen småsimre, mens resten af moussakaens elementer klargøres.
  4. Smag til.

  5. Skræl kartoflerne.
  6. Skær kartofler og aubergine i tynde skiver.

  7. Lav den hvide sauce:
  8. Smelt smørret i en lille gryde ved middel varme.
  9. Tilsæt melet til det smeltede smør og pisk med piskeris smør og mel sammen - dette vil give en klumpet masse.
  10. Tilsæt mælken lidt ad gangen og pisk med piskeris, så saucen bliver jævn og glat.
  11. Tilsæt salt, peber og fintrevet muskatnød.
  12. Kog saucen igennem under konstant omrøring ~ saucen skal ende med at være rigtig tyk.
  13. Smuldr halvdelen af den friske mozzarella ned i saucen og lad osten smelte helt under konstant omrøring. Nu er saucen tyk og sej.
  14. Smag til.

  15. Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovnvarme.

  16. Smør et fad med lidt olivenolie, str. ca. 17x25x6 cm - vigtigt at fadet er dybt
  17. Kom linsesauce i bunden af fadet, så det lige akkurat dækker bunden.
  18. Læg herpå alle aubergineskiverne.
  19. Kom herpå halvdelen af linsesaucen.
  20. Læg herpå alle kartoffelskiverne.
  21. Kom herpå den resterende halvdel af linsesaucen.
  22. Fordel al den hvide sauce øverst.
  23. Kom skiver af den tilbageværende friske mozzarella på den hvide sauce.

  24. Bag moussakaen i ca. 1 time, indtil kartoffelskiverne er møre.

Rigtig god fornøjelse.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *