Raw dadel-kakao-kage med nøddebund

Da jeg havde fødselsdag sidste år, havde jeg lyst til at prøve noget andet end den traditionelle lagkage. På det tidspunkt var jeg stadig begynder i dette nye madunivers, som har så meget spændende at byde på. Jeg søgte på Instagram for alternativer til traditionel kage, og der var nok at blive inspireret af, for Instagram BUGNER af spændende og inspirerende mad og andre lækre sager.

Efter at have kigget på en masse gode sager, blev jeg enig med mig selv om at lave en kombination af lidt forskelligt og lave det må min egen måde. Det endte med at blive denne sag, et supergodt bud på et lækkert alternativ til traditionel kage.

Kagen er en raw – og så kaldet no bake – kage, hvilket betyder, at kagen ikke skal bages (surprise!). Den er lavet på nødder, dadler og gode smage. Den er crunchy i bunden og blød og konfektagtigt i toppen. Luksus til en god kop kaffe og the, og gæster klager ikke over traktementet, når denne kage serveres, skulle jeg hilse at sige.

 

Raw dadel-kakao-kage med nøddebund
 
Mængde: 1 lille kage, 10-12 stykker
Ingredienser
Nøddebund
  • 85 g udstenede dadler (de bløde i papæske)
  • 75 g mandler
  • 75 g hasselnøddekerner
  • 1 spsk kokosolie
Dadel-kakao-top
  • 230 g udstenede dadler (de bløde i papæske)
  • 50 g mandler
  • Saft og skal af ½ appelsin (ubehandlet, selvfølgelig)
  • ¼ tsk knust havsalt
  • 2 spsk usødet kakao (den almindelige man bruger til bagning)
  • 1 spsk kokosolie
  • 1 tsk vanillesukker
Fremgangsmåde
Nøddebund
  1. Alle ingredienserne til nøddebunden køres til en relativt fin konsistens i en minihakker el. lign. Det er dog vigtigt, at nøddebunden ikke bliver alt for fin i teksturen, da man så mister den lækre crunch i bunden.
  2. Kom et stykke bagepapir i en form (Ø18 cm), og tryk nøddemassen jævnt og fast ud i formen.
  3. Stil formen med nøddebunden i til afkøling, mens dadel-kakao-toppen tillaves.
Dadel-kakao-top
  1. Alle ingredienser til dadel-kakao-toppen kommes i en foodprocessor og køres til så fin konsistens som muligt. Massen vil være rimeligt fast. Ønskes en så fin konsistens som muligt, køres en stavblender grundigt igennem massen, efter massen har været i foodprocessoren.
  2. Fordel dadel-kakao-toppen over nøddebunden, og stil kagen på køl, så den bliver gennemkold.
  3. Ca. 20 minutter inden servering tages kagen ud af køleskabet og pyntes med masser af friske bær.
Rigtig god fornøjelse.

 

10 thoughts on “Raw dadel-kakao-kage med nøddebund”

  1. Den tror jeg at jeg vil prøve. Har du erfaringer med at lave den dagen inden? Eventuelt fryse den?

    1. Hej Kathrine.
      Ej, hvor dejligt, at du måske kunne tænke dig at lave min kage! Og tusind tak for dit spørgsmål.
      Jeg har ikke erfaring med at fryse denne raw kage, men jeg tror godt, man kan. Til gengæld kan den sagtens holde sig nogle dage, hvorfor man snildt kan lave den en dag eller to i forvejen og stille den i køleskabet, indtil den skal nydes.
      Kærlig hilsen Pernille.

    1. Hej Anne, dejligt du kigger forbi.
      Jeg tror, at hvis man drysser kagen med flormelis, vil flormelisen “smelte” på kagen og miste sin fine effekt. I stedet kune man fx lægge bær på og drysse flormelis oven på bærrene, eller man kunne hakke fx pistacienødder (eller andre nødder, hvis man hellere vil det) relativt fint, og komme kagen og derpå komme bærrene.
      Spændende hvad du finder på
      Kærlig hilsen Pernille.

  2. Tror du, man ville kunne lave en bund med bærmousse lavet af skyr og bær? Jeg tænker, man enten ville kunne sætte kagen på køl eller i fryseren?

    Pft 🙂

    Mh

    Anne

    1. Hej igen

      Jeg må være dig svar skyldig, for jeg har ikke prøvet. Men prøv da, det lyder superlækkert! Og jeg ville elske at høre om resultatet.

      Kærlig hilsen Pernille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *