Sundere chokoladecookies

Cookies er et koncept jeg er ret glad for. Cookies har en praktisk størrelse, de kan hurtigt bages, og så behøver de ikke være fyldt med fedt og sukker som traditionelle cookies ~ mindre kan faktisk gøre det. Selvom der er både smør og sukker i mine cookies, er det stadig i en langt lavere mængde, end man finder i traditionelle cookies. Og slut med forbudt, ik. Der må gerne være sukker og smør i mit køkken, jeg forholder mig blot reflekteret til mængderne.

De færdige cookies er sprøde udenpå, bløde indeni, har en dyb smag af kakao, en note af havsalt og lækre, store stykker smeltet chokolade.

Opskriften her kan både bages traditionelt og på vegansk – se i opskriften herunder.

Jeg har også en opskrift på sundere chocolate chip cookies her på bloggen og en på sundere cookies med citron & hvid chokolade.

 

Sundere chokoladecookies
 
Mængde: 14 stk
Ingredienser
  • 90 g sukker
  • 60 g brun farin
  • 50 g smeltet smør ELLER 50 g smeltet Naturli' Blok
  • 1 æg ELLER 50 g klumpfri æblemos
  • 100 g hvedemel
  • 25 g bagekakao
  • ½ tsk vanillesukker
  • ½ tsk natron
  • ½ tsk bagepulver
  • Et nip havsalt
  • 60 g chokolade, meget grofthakket (både mørk, lys eller hvid chokolade kan bruges)
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovnvarme.
  2. Rør alle ingredienserne grundigt sammen i en skål ~ dejen er fast, det er meningen, hav tålmodighed med grydeskeen, dejen skal nok samle sig.
  3. Fordel dejen i 14 kugler på en bagepapirsbeklædt bageplade (her kan hænderne tages i brug til at trille kuglerne let).
  4. Bag cookiesene ca. 14 minutter.
  5. Afkøles på bagerist og opbevares i tætsluttende beholder.
Rigtig god fornøjelse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *