Vegetarlasagne – lasagne (næsten) som min far laver den

Min far har nogle bestemte retter, han er særligt god til at lave, og hans klare nr. 1 er lasagne. Ingen kan lave lasagne som min far! Men det er efterhånden længe siden, jeg har smagt den, for han laver sin lasagne helt traditionelt med oksekød. Jeg er ikke den, der bruger flest køderstatningsprodukter, det sker faktisk ret sjældent, men jeg var alligevel nødt til at prøve Naturli’s Hakket i min fars lasagneopskrift, og det må jeg alligevel sige: Det kunne noget!

Så her er min fars lasagne, næsten som han selv ville lave den (bortset fra dels at han jo bruger kød og dels at han laver sin egen bechamelsauce – hvilket jeg også somme tider gør, men ikke lige her), dog tilført lidt flere grøntsager og smage. Selvfølgelig, ik. Og den smager bare godt!

Er du glad for vegetarlasagner, så må du da lige et smut forbi min grøntsagslasagne med edamamebønner og min lasagne med svampe og frisk spinat.

 

Vegetarlasagne - lasagne (næsten) som min far laver den
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
Sauce
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 400 g Naturlig Hakket
  • 100 g blomkålsris (jeg bruger dem man køber på frost)
  • 1 stor gulerod, groftrevet
  • 1 stor stilk bladselleri, skåret i stykker af ønsket størrelse
  • 2 gode tsk rød pesto
  • 2 ds hakket tomat
  • 1 spsk rød balsamico
  • ½ spsk soya
  • 1 god spsk tørret oregano
  • En knivspids røget paprika
  • En knivspids cayenne
  • 1 god tsk havsalt
  • ¼ tsk groft peber
Til sammenlægning
  • Fuldkornslasagneplader
  • Revet ost og/eller rasp
  • 1 brik Mornaysauce eller denne hvide lasagnesauce eller en vegansk version
Fremgangsmåde
Sauce
  1. Hak løg og hvidløg fint og steg disse i lidt olivenolie til de er bløde men ikke har taget farve.
  2. Tilsæt Naturli' Hakket og steg det brunt.
  3. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad saucen simre lidt tid.
  4. Smag til.
Sammenlægning
  1. Kom lidt Mornay i bunden af et fad str. 26x26x6 cm. Herpå lægges lasagnen sammen som følger:
  2. Plader - sauce - Mornay - plader - sauce - Mornay - plader - sauce - Mornay - ost/rasp.
Bagning
  1. Lasagnen bages i en ovn opvarmet til 200 grader almindelig ovnvarme i 30 minutter. Herefter skal lasagnen trække 15 minutter inden servering.
  2. Server lasagnen med masser af grønt, fx rucola, frisk spinat og persille.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

2 thoughts on “Vegetarlasagne – lasagne (næsten) som min far laver den”

    1. Ej, hvor dejligt, Lonni! Jeg bruger jo Naturli’ Hakket, men jeg har hørt, at Lidls Beyond Meat skulle være virkelig godt også.
      Kærlig hilsen Pernille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *